Bølger og spørgsmål

Har brugt det meste af dagen på at skrive om, at ansvaret kan bølge frem og tilbage mellem aktørerne i en krise. Ved ikke, om det som sådan er så interessant. Grunden til at jeg nævner det her er, at det samme viser sig at være tilfældet med min optimisme. Er i dag blevet ramt af en lille tvivl: Er det nu så godt? Og er jeg skarp nok? Den lader vi vist lige stå...

Har dog tilbragt eftermiddagen sammen med skøn veninde og barn. Elsker at være i begges selskab, men især veninden stiller gode spørgsmål (barn siger mere enkeltstavelser!). Nå, men hun formår altså at ramme lige der, hvor det gør ondt - eller godt for den sags skyld. Og jeg kan bruge flere dage på at tænke bagefter. Hun sætter verden i perspektiv. Og jeg elsker det!

Af banen, af banen. Her kommer bananen...

Nå, har jo helt glemt at blogge! Jeg har simplethen ikke haft tid. Jeg er i fuld sving med at skrive den første analyse færdig, så den kan blive færdig til på fredag. Ifølge min kalender har jeg nemlig en deadline der - og jeg har aftalt med mig selv, at den skal overholdes. Sådan en aftale har det bare med at skride, så jeg har yderligere booket vejledning og aftalt at sende noget til min specialegruppe i weekenden. Så der er ingen vej tilbage...

Med fare for at det giver bagslag at sige det højt, så føler jeg faktisk, at det går meget godt. Synes, jeg har nogle fine pointer og sådan - problemet ligger nok mest i omfanget og min mangel på skarphed. Har dog besluttet ikke at lade mig slå ud. Endnu.

Har nemlig et lille trumfkort i ærmet. Er blevet kontaktet af en medarbejder fra DSB, som synes mit speciale er spændende! Så så man lige mig - der er nogle, der rent faktisk synes, det er interessant, det jeg sidder og nusser med... He!

Dagens præstationer

Bum bum. Er alene hjemme, da mand er taget til guldfest i Parken. Iført tyndskids-gul trøje indkøbt til lejligheden... Ikke noget kønt syn, men han kan vel gemme sig lidt i mængden!?

Har i dag nået to ting:
1) Arbejdet igennem på KUA's bibliotek - mit nye tilholdssted.
2) Skaffet Marimekko plakat - klart federe end det første...

Ud & Se med DSB

Så så man vist lige mig overplastre skærmen med mit forelskede moder-hjerte. Hmmm. Ikke særligt interessant - og der er vist heller ikke noget nyt i det...

Til gengæld er det nyt, at den danske befolkning atter går en sommer i møde med forsinkede tog og en mediestorm med DSB i hovedrollen. Eller er det?

Alt andet lige må man håbe, at DSB denne sommer klarer sig bedre ud af krisen, end det var tilfældet sidste år...

Lige en ting mere...

Jeg har lige lagt Hjalmer i seng. Det har været en lidt tosset aften. For sen aftensmad med efterfølgende klipning. Ikke just den lille mands yndlings kombination... Nå, men håret blev klippet - og Hjalmer fik skreget. Fatisk skreg han sig så varm, at hår, nullermænd og andet gavs klistrede til den lille krop. Og ja, så var badet en realitet. Her præsterede han så et par brune fisk - og så var jeg tæt på at give op!

Nå, det korte af det lange er: Jeg elsker den lille gut så uendeligt højt. Tænker tit på, at det er utroligt som sådan et forhold vokser med tiden. Jo, han var skam en skøn lille fedtet baby, da han blev født, men i dag er han jo et lille menneske med sine meningers mod og små buttede arme, der - så skønt, så skønt - lægger sig om min hals. Man kan ikke andet end elske ham. Og det på trods af skrig og skrål, lortebleer og sygdom. Det er lige så det gør ondt!

Det går jo godt!

Hey. Det var faktisk slet ikke så dårligt endda. Manglede egentlig bare en masse teoretiske betegnelsen og henvisninger - og så lige nogle mere dybdegående analyser af det, jeg allerede havde fundet frem. Så er næsten glad. I hvertfald opløftet.

Selvfølgelig skal det omskrives en million gange (og forkortes!), men det er så fedt at have lavet noget, der ikke virker så banalt, som jeg havde frygtet, at det ville gøre. Er så småt begyndt at gå med tanker om den manual, som jeg håber, at specialet kan munde ud i. Er ret tildreds med mig selv. Hvis jeg kunne fløjte, ville jeg gøre det...

Mor-effektivitet

Uha. Barn tilbage i vuggestue efter halvanden uges sygdom. Jeg er tilbage ved tastaturet. Har ikke fået lavet meget de sidste mange dage, men søgte tilflugt på KUA i fredags, hvor jeg meget effektivt fik skrevet 10 sider...

Har endnu ikke læst siderne igennem, og jeg frygter nu det værste. Håber dog på det bedste - nogle gange kan den der mor-effektivitet altså være et hit. Nu må vi se.

Ellers ikke så meget nyt. Livet drøner forbi - og jeg lunter efter. Har så mange planer og idéer og så uendelig lidt tid til at udleve dem. Må optimere lidt i den kommende tid. Burde være muligt - jeg er jo nogens mor!

Status

Nå, lovede jo at vende tilbage. Er ikke umiddelbart blevet ramt af optur. Min dreng på knap to år er dog blevet ramt af strubehoste. Og sådan er der jo så meget. Så nu går tiden med alt andet end at skrive speciale: Vi går tur og kigger på busser, læser bøger og ser Rasmus Klump. Det er hyggeligt. Meget hyggeligt faktisk. Men kan samtidig mærke stressen helt ned i lilletåen.

Var jo til vejledning. En både nedslående og opløftende oplevelse. Nogle ting var vi bestemt ikke enige om, men jeg kunne mærke, at jeg virkelig synes, det er et spændende emne. Fik talt mig varm og sad i lang tid og øste af alle mine pointer, mens mine kinder blev varmere og varmere af bare begejstring. Og jeg var mere end klar til at cykle hjem og knalde noget af al den energi ned gennem tastaturet og frem på skærmen. Desværre er der lukket ned på den front på grund af sygdom og en mand, der skulle skynde sig på arbejde... øv.

Skal dog ikke sidde og tudeflæbe alt for meget. Jeg får besøg af mine veninder (også kaldet Banden - en lang historie, som jeg måske fortæller en anden dag...), og jeg glæder mig til at snakke med dem. Kan mærke, at den sidste uge med speciale og sygdom har drænet min hjerne lidt. Trænger til et frisk pust udefra. Ellers bliver jeg snart skør...

Struktur, sygdom og stress

Lige et par linjer inden jeg cykler til vejledning...

Synes, min analyse er gået i hårdknude. Min oprindelige opdeling af de tre kriser viser sig ikke at holde. Så nu har jeg en - uoverskuelig - lang, en meget kort og én midt i mellem. Gruer for specialets mærkelige struktur...

Derudover har jeg en lille dreng, der nu er syg på femtedagen. Og skuldre, der sidder klistret til ørerne pga. stress. Øv.

Skriver mere senere, når en eventuel optur rammer mig!

At fremvise sit værk

Sendte i går de første 25 sider afsted til min vejleder. Føltes på én og samme tid skønt og stærkt angstprovokerende. De 25 sider er det dejlige håndgribelige bevis på, at jeg rent faktisk har lavet noget de sidste par måneder. Men tænk, hvis han synes, det er noget bras?

Det der med at give noget tekst fra sig har aldrig været min stærke side. Lidt ligesom Hjalmers første dag i vuggestuen... Det er bare ikke fedt at give sit hjerteblod videre til nogen, der vil forme og påvirke det i en anden retning. Selvfølgelig er det en meget positiv og konstruktiv proces, men alligevel... Den der indre akademiker kan bare slet ikke have det - for der skal jo mindst et halvt års nussen og pussen til, før det er nogenlunde okay at se på!

Tror ikke helt, det er, hvad en kommende arbejdsgiver drømmer om: En akademiker med sans for detaljen (læs: flueknepper!). Må nok lige arbejde lidt med det. Skabe en balance i tingene. Eller noget. Nu må vi se.

Så så man lige mig...

... jeg har fikset det. Nu behøver man ikke at registrere sig for at kommentere! Et-nul til mit blogger-ethos.

3 x ethos

Jeg har i dag skrevet et fint lille afsnit om DSB's ethos. Essens af knap en sides analyse er klar: Det ser ikke for godt ud for DSB! Og heller ikke for mig... For er det interessant at analysere sig frem til noget, der umiddelbart siger sig selv? Ved det ikke helt - men er det ikke tilfældet, så har jeg vist et problem.

Hvad angår mit eget blogger-ethos, så kan jeg bryste mig af to kommentarer i forbindelse med mit sidste indlæg. Det er jo en helt fantastisk ny rekord - og Mikkel griner nu knap så meget, selvom han ellers er sluppet af med kommende hustru i Irland. Jeg hilser Simons kritik velkommen, men aner desværre ikke noget om, hvordan den slags gribes an. Så der røg vist de nyvundne point i ethosbanken... Er der nogen derude, der ved, om man kan vælge log-in funktionen fra i forbindelse med kommentarer? Jeg sidder lige her og venter...

En sidste ting i forbindelse med ethos er Naser Khader. Sad i går og så pressemødet, hvor de tre udbrydere fortalte om deres nye parti. Jeg var ret forbeholden - Mikkel proklarmerede, at de ville få hans stemme (og han så ikke en gang pressemødet!). Det fik mig til at tænke. For tænk, at Nasers ethos er så stærkt, at folk vil stemme på ham uden at vide, hvad han vil kæmpe for. Jeg synes, det er vildt. Og hvis forklaringen er hans vindende væsen, hvad er så folks undskyldning for at stemme på Pia. Ja, jeg spørger bare?

To ting om at blogge

1) Jeg har erfaret (eller det vil sige: Simon siger), at jeg lidt har misforstået det med at blogge. Man skal åbentbart ikke skrive, at man gør det, fordi man gerne vil vise nogle sider af sig selv, som en fremtidig arbejdsgiver forhåbentlig vil synes om. Man skal have en anden dagsorden, mens det der med arbejdet så skal være den skjulte dagsorden. Hmmm. Det har jeg lidt svært ved at være enig i. Kan godt se pointen - det er slet ikke det. Men jeg har lidt problemer med helt seriøst at blogge om min interesse for boligindretning (for bare at nævne et eksempel) og forvente at blive taget alvorligt. Det samme er tilfældet med at blogge om livet som specialestuderende - det er da også uinspirerende for andre. Eller hvad? Jeg aner det ikke. Jeg gør jo bare, som Simon sagde... Er under alle omstændigheder lidt betænkelig ved bloggeriets ligheder med bekendelseslitteraturen. Se mig, hør mig... Var der nogen, der sagde selvfed?

2) Mikkel har brugt de sidste par uger på at drille mig med min blog. Han synes, det er SÅ sjovt, at jeg skriver ud i den blå luft til en manglende læserskare. Han mener ikke, at det er selvpromoverende med en blog, hvis der ikke er nogle kommentarer. Og her tæller Katrine og Stine åbenbart ikke! Han har mærkeligt nok fået den idé, at det er i Myspace, at alt det sjove sker. Har ihærdigt forsøgt at overbevise ham om, at han ikke er i målgruppen, men han har trodset mig og lavet en profil. Nok mest for at bevise sin påstand og håne min blog endnu mere... Heldigvis for mig - hehe - så har profilen ført nogle ret uventede ting med sig: 1 stk. ægteskabstilbud fra kvinde i Irland. Jeg kan grine af det, fordi manden nu har haft sit hyr med frøken irlænder. Og fordi den slags ikke sker i forbindelse med min blog. Det er i hvertfald ikke sket endnu - men jeg venter i spænding!

At tænke en tanke

Så sænker roen sig over det lille hjem, hvor jeg lige nu sidder og kigger ud af vinduet fra min lille plads ved skrivebordet. Sidder og tænker på, at det er sjovt, som man pludselig kan krybe ned i en lille kasse og bare være der, når man får et barn. Der er jo ikke plads til at være andre steder, for der flyder jo med havregrød, biler og tøj i ministørrelse...

Der var engang, hvor jeg havde meget behov for at være alene - og det har jeg egentlig stadigvæk, men det er sat lidt på standby. For det er svært at være alene, når man bor tre mennesker på 43 kvadratmeter. Så er det pludselig det der med hjerterum, der tæller.

Det største problem med at sidde nede i kassen er, at det også har indflydelse på ens hoved. Alt handler om indkøb, hente/bringe, legeplads, mad og puttetider. Ikke synderligt ophidsende for ens indre akademiker. Men jeg ved, hun er der bag alt det andet. Og måske hun bare skulle komme lidt ud i lyset og rane lidt plads til sig midt i rodet...

Det er nogle gange lettere sagt end gjort. Og mens jeg sidder her og skriver, har jeg to veninder, der er på vej på Rust. Og en mand, der er på vej hjem. Og en pludselig trang til rødvin.

Tid til eftertænksomhed er en luksus. Jeg må hellere se at rykke for noget!

Så kører toget

Ja, ting tager tid. Så skal man på biblioteket, så skal man mødes med sin gruppe, og så skal man skrive. Bliver dag efter dag overrasket over, hvor lang tid alting tager...

Idag har jeg så lavet en plan! Jeg har nu sat mig selv nogle deadlines. Tror, det er nødvendigt. Kan mærke, at jeg er ved at være der, hvor det hele er så spændende, og så har man pludselig brugt en hel eftermiddag på at diskutere ethos. Det er vildt interessant, men måske ikke så fokuseret i forhold til min problemformulering... Og så har vi jo balladen.

Jeg må tilbage på sporet. Og jeg håber, at jeg i morgen bliver hurtig som et IC4-tog... Eller noget. Sjovt som et speciale kan afføde så mange vandede vittigheder om tog og spor.