Angst

Måske man også skulle søge sig et job?

Ja, det er bare en tanke, og jeg må indrømme, at jeg ikke helt kan overskue det. Hvorfor er det så angstprovokerende pludselig at skulle springe ud i det frie fald uden at vide, hvor man lander? Svaret ligger lige for: Man ved jo ikke om man lander på begge ben - eller splatter ud i asfalten med et brag. Og det sidste er ligesom ikke så attraktivt!

Kan ikke huske, at jeg havde den samme følelse, da jeg blev student. Måske var jeg bare for fuld til at opfatte det... Eller for ung til at indse, at tiden går og klokken slår. Og pludselig befinder man sig midt i det virkelige liv. Med banklån, bil og barn.

Sådan var det ikke dengang. Der var der mere plads til bare at tage tingene, som de kom. Og arbejde på plejehjem i hverdagene og danse moderne i weekenden. Det gider jeg bare ikke nu.

Derfor angsten.