Mandag, mandag, mandag

Så startede ugen. Har ikke fået lavet noget specialerelateret i dag. Overhovedet!

Har til gengæld nu følgende:

1) Barn med dræn i ørerne
2) Pensionsopsparinger af både den ene og den anden slags, så jeg kan forlade arbejdsmarkedet(hvis jeg da nogensinde kommer derud...) som 60-årig
3) Ondt i halsen

Tænk, at man kan nå så meget på én dag. Og tænk, at jeg kunne glemme, at speedway-sæsonen er begyndt.

Det bliver helt afslappende med en dag ved bøger og taster i morgen...

Weekend!

Så, nu må det vist være den uge. Lukker ned og holder weekend nu.

Har faktisk fået nået en hel del - men er dog ikke blevet færdig med al teorien. Synes, det har det med at vokse sig større og større...

Men nok om det. Forude venter weekenden. Jeg får travlt: Skal til fest i aften, til middag i morgen, nyde det skønne vejr og lege med mit barn (og mand!). Kan man blive mere lykkelig? Muligvis, men jeg vil nu godt lade mig nøjes...

Klar, parat, skriv

Nå, specialet skrev ikke sig selv i går... Men jeg kom da en smule videre i processen. Har besluttet mig for at knalde et teoriafsnit af inden weekenden. Det skulle være til at overskue - ved, hvad der skal stå, men mangler at skrive det.

Har tænkt lidt over min arbejdsindsats og må nok indrømme, at det går for langsomt. Synes, den ene sag tager den anden, uden at jeg får lavet det helt store. Har hørt, at de første tre måneder med et speciale er det rene kaos - derefter giver det hele pludselig mening. 1. maj har jeg været i gang i tre måneder... og jeg ved sgu ikke rigtig, hvad jeg mener om noget.

Så det er bare med at komme til tasterne og få skrevet. Og hvis jeg er rigtig hurtig og god, så er der tid til at nyde det gode vejr i eftermiddag. Det satser jeg på!

Apropos styr på ord

Min lille dreng på knap to år er begyndt at tale. Ikke sådan rigtigt, men der kommer da ting ud, som jeg kan forstå. Blandt andet siger han hele tiden buiiiii (bus), muuuh (mælk - barnet er jo klogt og har set koen på kartonen...?) og muui (mor - og nogle gange far!). Alligevel kan det gå lidt trægt med samtalen. I går tilbragte vi således en halv time over maden med følgende ping-pong:

Ham: Av (rørte ved maden med fingrerne og kiggede derefter op på mig)
Mig: Nej, den er ikke varm - spis du bare
Ham: Av (samme procedure...)
Mig: Nej, den er ikke varm - spis du bare
osv.

Jeg kan selvfølgelig ikke have så høje forventninger, men til tider kunne man nu nok ønske sig en samtale med lidt mere indhold. Og selvom ordet av fint kan afstedkomme lange samtaler, så drømmer jeg alligevel om lidt variation...

Min mand skal da også lige nævnes i denne sammenhæng. Han tror, at ordet basisk betyder, når noget er elementært... Alligevel lykkedes det ham at få ros og klapsalver, da han holdt tale ved et bryllup i lørdags, så man kunne tro, at han har styr på ordene. Men da han senere stod i baren med én ud af mange drinks og råbte "Hvad fanden er det her for et bryllup?" var ordforrådet atter skrumpet. Man kan muligvis tale om et sammefald mellem far og barn.

Hvad angår mig, så har jeg helt styr på ordene. Jeg kan de korte og lange, de svære og de lette. Og i morgen tager jeg til en speciale workshop - og så skriver specialet jo nærmest sig selv. Så god er jeg...

Det der speciale...

Så er weekenden overstået - og jeg kan ikke udskyde det længere. Jeg må til arbejdet og ikke mindst bloggen. Måske skal jeg fortælle lidt om mit speciale?

Helt overordnet handler det om krisekommunikation. Mere specifikt drejer det sig om en analyse af mediernes fremstilling af DSB plus en analyse af DSB's kommunikation. Som udgangspunkt har de to parter hver deres dagsorden, og jeg synes, kampen om at definere virkeligheden er super interessant. Alt er jo i virkeligheden bare et spørgsmål om ord. Og nogle er gode med ord, mens andre ikke er det. Ved endnu ikke, om DSB har styr på ordene, men jeg kan meget ydmygt love, at jeg på et tidpunkt finder ud af det...

Egentligt er det jo ret interessant at kunne fordybe sig i et emne, men der er altså også nogle negative sider ved sådan en proces. Men jeg hænger fortsat på. Og når jeg er lige ved at hoppe ud af vinduet (hvilket ikke hjælper meget på situationen, da jeg bor i stuen!), så tænker jeg lidt på den fest, som jeg skal holde, når jeg bliver færdig. Lidt er måske en underdrivelse: Jeg har efterhånden styr på mad, gæster og musik...

Med blog og pen

Sådan. Nu er jeg med. Har fået at vide af Simon, at den eneste vej frem er via bloggen. Og så har man jo ikke noget valg. Er dog ikke helt sikker på, om han har ret eller ej. Men jeg har valgt at lade tvivlen komme ham til gode...

Hans anskuelse skal måske forklares lidt nærmere. Den handler nemlig ikke om vejen frem i livet generelt - men mere om, at det er vejen frem i forhold til arbejdsmarkedet. Og der kommer jeg jo til kort. Efter fem et halvt år (heraf ét med ammehjerne!) på en akademisk læreranstalt har jeg ingen anelse om, hvad han taler om. Arbejds-hvad-for-noget? Så jeg er villig til - næsten - hvad som helst...

Så nu er jeg her. Og jeg føler mig næsten allerede hjemme i denne cyber-brandings himmel.

Men man kan jo have sine tvivl alligevel. Hvorfor skal jeg dele mit skriveri med andre? Og har jeg i det hele taget noget interessant at bidrage med? Svaret er ganske simpelt: Jeg ved det ikke! Ved dog, at jeg med denne blog kan få afløb for en masse tanker og frustrationer. Både hvad angår speciale og livet i al almindelighed. For siderne skriver jo ikke sig selv - og solen skinner ikke altid. Så der bliver nok at tage fat på!